Prøvefagsudtræk - teknisk beskrivelse
Prøvefagsudtrækket dannes og udmeldes på baggrund af indberetningen af elever til prøve (se afsnit 3.4). Formålet med prøvefagsudtrækket er, at UVM styrer hvilke fag den enkelte elev skal til prøve i. Med prøvefagsudtrækket er institutionerne i stand til at danne prøveplanen, altså hvilke hold/elever der skal til prøve i hvilke fag.
NB. I første leverance af XPRS implementeres et forholdsvis simpelt udtræk af prøvefag (opstilling af prioriterede prøveholdslister). I leverance 3 vil dette blive suppleret med et centralt udtræk gældende for den enkelte elev.
Hvornår udmeldes
Udmelding af prøvefagsudtrækket sker til hver prøvetermin. Hvornår udmeldingen foretages, fastsættes individuelt pr. prøvetermin og kan være forskellig for de enkelte prøveområder. Med prøvekalenderen udmeldes dato for, hvornår udmelding vil ske.
Bemærk at offentliggørelsesdatoen, som angivet i prøvekalenderen for dette udtræk er særdeles vigtigt at overholde for institutionerne.
Hvad udmeldes
Udmeldingen indeholder en liste over alle prøvehold, som institutionen har indberettet med elever til prøve, påført et prioriteringsnummer, et gruppenummer. For særlige prøvers vedkommende udmeldes desuden kæde-identifikation og censorfag og eventuelt en anbefalet prøvedato.
Udmeldingen er individuel pr. institution.
Regler for udmeldingens indhold
Udmeldingen er total, dvs. den erstatter tidligere udmeldinger af prøvefagsudtræk til den pågældende prøvetermin og prøveområde.
Det tilstræbes, at der ikke kommer opdateringer til lige netop dette udtræk, da det kan risikere at ødelægge institutionernes igangværende eksamens- og prøveplanlægning. Opdateringer kan forekomme til enkeltinstitutioner der af en eller anden grund har brug for et nyt udtræk, hvis eksempelvis det gamle ved en fejl er blevet offentliggjort.
Overordnet om udmeldingens indhold
Der udmeldes holdspecifikke udtrækningslister, ikke elevspecifikke lister (dette gælder for leverance 1 og 2 af XPRS: før leverance 3 udmelder XPRS kun prioriterede holdlister). Til prøveudtrækket er tilknyttet oplysning om, hvilken algoritme der skal benyttes af institutionen for at udlede elevernes prøvefag. Det er udelukkende en algoritmeidentifikation, der udmeldes. Selve algoritmerne, altså reglerne, der skal til, for at udlede det elevspecifikke udtræk er beskrevet særskilt, og fremsendes pr. brev til institutionernes systemleverandører, så de kan implementere dem.
På hver liste indgår alle de indberettede prøvehold fra elever til prøve i tilfældig prioriteret rækkefølge.
For mundtlige prøver i fag med variable underfag (se eksempler i skemaet i afsnit 3.7.1 Eksempler på prøver i fag med faste og variable underfag) - indberettes den enkelte elev som ét hold. Disse bliver kædet sammen af UVM i en kæde, hvor den enkelte sammenkædning kendetegnes ved at eleverne har fag hørende til mindst én censorkompetence til fælles, svarende til den kompetence, der så senere kan tildeles en fælles censor i. Denne sammenkædning udmeldes sammen med dette prøvefagsudtræk (kædeid og censorfag). Desuden udmeldes for disse fag en anbefalet prøvedato.
Prøvedatoen (kun for mundtlige prøver i fag med variable underfag) er forslag til en dato (formentlig i den skriftlige prøveperiode), hvor XPRS på baggrund af indberettede oplysninger om lærerfriholdelser og elevers deltagelse i skriftlige prøver kan beregne, at udtrækket kan lade sig gøre, ud fra de oplysninger, XPRS har på tidspunktet for udtrækket. Da andre forhold kan gøre sig gældende/støde til efter at udtrækket er foretaget, kan det dog ikke garanteres, at det fortsat kan lade sig gøre, når institutionen påbegynder prøveplanlægning, og det kan derfor være nødvendigt for institutionen at lægge prøveafholdelserne på andre datoer. Prøveudtrækket er optimeret på antal påbegyndte censordage, og det er forsøgt at samle eksaminatorerne i så få kæder, som muligt. Der udmeldes kæder af én dags varighed.
Efterfølgende må institutionen gerne ændre disse udmeldte kæder, herunder både navngivning af kæderne og sammensætningen af prøveholdene/eleverne på kæderne. Det vil givetvis være formålstjenstligt at slå éndags-kæderne sammen til længere kæder. Der er dog følgende betingelser for ændring af kæder:
Alle prøvehold, der indgår i UVM’s kæder skal være med,
Det enkelte prøvehold må ikke skifte censorfag.
Formålet med at ændre i kæderne for institutionen, er optimering af prøveplanlægningen. UVM modtager ændringerne i kædesammensætningen med indberetningen af prøveplaner.
For prøver i fag med faste underfag (faggrupperne på hf) udmeldes censorfag, men ikke kæder og prøvedatoer.
Til brug for algoritmen, der udfører institutionernes lokale prøveudtræk, udmeldes desuden et gruppenummer for hvert prøvehold.
For hvert udtræk udmeldes således:
Algoritmeidentifikation
Pr. prøvehold udmeldes :
Holdidentifikation
Prioritetsnummer
Kædeoplysninger (kædeid og censorfag)
Prøvedato
Gruppenr