SU til GSK

 

 

Reglerne for modtagelse af SU til GSK i forhold til SU-bekendtgørelsen er beskrevet på SU-net.

 

Her gennemgås kort beregning af SU-berettigelse for GSK i LUDUS Web:

1)      For at få SU skal kursisten modtage undervisning svarende til 16 klokketimer (á 60 minutter) pr. uge.

2)      Hvert fag/niveau udlæser SU til 1 måned.

3)      Hvis et fag/niveau er på 100 timer eller derover kan der udløses max én bonus-måned inden for en given eksamenstermin.

4)      Al GSK-undervisning skal afvikles inden for den periode, hvor kursisten er SU-berettiget.

5)      Kursisten kan modtage SU til flere fag/niveauer, hvis disse afvikles parallelt.

6)      Eksamen udløser ikke SU.

 

For at håndtere regel 3 inddeles skoleåret i tre dele i forhold til eksamensterminer:

·         Sommereksamen: Med eksamen i maj/juni, herefter kaldet juni-terminen.

·         Sommer-sygeeksamen: Med eksamen i august/september, herefter kaldet august-terminen. Af hensyn til aktivitetsberegningen skal GSK, der afvikles i denne termin have eksamenstermin august.

·         Vintereksamen: Med eksamen i december/januar, herefter kaldet december-terminen.

 

Da kursister nogle gange skifter hold, og for at kunne beregne bonus-måned i forhold til regel 3, er der i systemet tilknyttet undervisningsperioder til hver eksamenstermin.

 

Undervisningen opdeles i flg. terminer:

·         Juni-terminen: Undervisning der slutter i januar, februar, marts, april, maj og juni medregnes til juni-terminen.

·         August-terminen: Undervisning der slutter i juli og august medregnes i august-terminen.

·         December-terminen: Undervisning der slutter i september, oktober, november og december medregnes til december-terminen.

 

For at kunne afgøre om et fag/niveau kan udløse en bonusmåned, er der på fagkoderne i LUDUS indført mulighed for at angive, hvor mange niveauer en given fagkode udløser, samt mulighed for at markere om et eller flere af disse niveauer er på 100 timer eller derover. NB! Der beregnes ikke SU til GSK, hvis der ikke er angivet et tal i feltet ’Antal niveauer’.

 

Det forudsættes at kursisterne bliver tilmeldt undervisning i forhold til reglerne beskrevet på SU-net for at systemet kan beregne SU-perioder for GSK-kursister.

 

 

Undervisning (inklusive eksterne SU-lektioner), der går hen over flere terminer:

Hvis et fag går hen over flere terminer, kan systemet beregne en fejlagtig SU-periode.

Eksempel: Et fag/niveau med under 100 timers undervisning, hvilket kan udløse 1 mdr. SU

Startdato 18.06.2015 og slutdato 22.07.2015 hvilket giver de nødvendige mindst 16 timer + pr. uge.

Her vil systemet fejlagtigt foreslå 2 måneders SU. 1 måned i juni-terminen og 1 måned i august terminen. Dette skyldes at systemet beregner SU pr termin.

Hvis skolen planlægger på denne måde, skal den sørge for at håndtere kursisterne på et sådant hold manuelt. Det kan fx gøres ved at fjerne mærket for SU på undervisningsmodulet i LUDUS, eller ved at håndtere hver kursist for sig.

 

 

 

I LUDUS Web beregnes SU til GSK-kursister efter de nye regler fra og med 1. januar 2015.

 

Kursister, der opfylder kravene, fremsøges og vises på indberetningsfanen. Kursister med 16 timers undervisning/uge og som ikke opfylder kravene til tilrettelæggelsen parkeres på parkeringsfanen GSK u/SU.

 

 

Eksempler på hvordan kursister håndteres i systemet:

 

FysikC

Ca. 75 timers undervisning, altså SU til 1 måned:

Afvikling over 4 uger.

1.       Start 3. juli og slut 31. juli – kursisten er SU-berettiget og fremsøges via Indberet-fanen.

2.       Start 4. juli og slut 1. august – kursisten er ikke SU-berettiget ifølge regel 4 – kursisten parkeres. (Undervisningen strækker sig over 2 kalendermåneder – kursisten kan kun modtage SU for én måned).

3.       Start 30. juni og slut 27. juli – kursisten er ikke SU-berettiget ifølge regel 4 – kursisten parkeres. (Samme begrundelse som i eksemplet ovenfor).

 

Løftefag Matematik B til A

Ca. 125 timers undervisning, altså SU til 2 måneder (en normal måned + en bonusmåned):

Afvikling over 4-6 uger.

1.       Start 1. juli og slut 12. august – kursisten er SU-berettiget i juli og august og fremsøges via Indberet-fanen.

2.       Start 20. juni og slut 31. juli – kursisten er SU-berettiget i juni og juli og fremsøges vis Indberet-fanen.

3.       Start 21. juni og slut 31. juli – kursisten er SU-berettiget i juli måned og fremsøges via Indberet-fanen. (Undervisningen startede efter den 20. derfor ingen SU i juni).

4.       Start 30. juni og slut 11. august – kursisten er ikke SU-berettiget ifølge regel 4 – kursisten parkeres. (Undervisningen strækker sig over tre kalendermåneder og kursisten er kun berettiget til SU i to måneder).

5.       Start 2. november og slutter 1. december – kursisten er SU-berettiget i november og december, kursisten fremsøges på Indberet-fanen.

6.       Start 25. oktober og slut 1. december – kursisten er ikke SU-berettiget – kursisten parkeres.
(Undervisningen strækker sig over 3 kalendermåneder).

 

For i øvrigt at kunne håndtere SU til GSK er der indført:

  • Nyt forsørgelsesgrundlag SU til GSK i Studievejleder-menupunktet. Når dette forsørgelsesgrundlag vælges inden tilmelding, vises der klokketimer i timetalsoversigterne, og kursisttypen sættes til D.
  • SU-dispensationsperioder: For GSK kan der ikke sættes lektionstal, og dispensationen giver SU-ret i den periode, den dannes for.
  • Eksterne SU-lektioner: Lektionerne skal indtastes i lektioner á 60 minutter, og der skal angives antal niveauer og om der er niveauer på 100 timer eller derover (der evt. kan udløse bonusmåned).

 

Hvis to SU-perioder for forskellige eksamensterminer støder sammen foreslår systemet en forlængelse af den første periode.